VM i Marathon 2012

VM i Marathon 2012

Hvis nogen skulle være i tvivl, så var det ret mudret i Ornans til VM i marathon. Ruten var teknisk svær under tørre forhold. Og selvom dagene op til havde været nogenlunde tørre, var sporet stadig fedtet og ret udfordrende.

Dagen op til havde Erik og jeg besluttet at få kørt en stor del af ruten, for at kende sporet bedst muligt. Så måtte en smule af friskheden evt mangle, vi vurderede at det var vigtigere at få styr på de svære sektioner særligt sten nedkørslerne. Set i bagspejlet synes jeg dette var en rigtig god disponering.

Natten op til søndag regnede det en hel del, og da uret ringede kl. 5.50, var det mørkt og regnede selvfølgelig stadig. Jeg følte generelt, at danskerne var ret godt forberedte, så det ændrede ikke på det store, at forholdene var anderledes.
Outfittet var kort/kort naturligvis, men med start kl 8.45 i en diset dal, skulle der ret store mængder varmecreme til, for at holde sig klar og nogenlunde varm i startboksen allerede 20 min inden starten overhovedet gik. Jeg havde nummer 126 ud af 150, det betød, at jeg startede nærmest helt bagerst. Planen var at komme så langt frem som muligt på de første 6-7 km flade, og derefter finde mit eget pace på den første stigning.

Som starten gik, var det som altid hektisk de første par kilometer, men derefter var der gode muligheder for at avancere, hvis man turde bruge kræfter på det. Det var lidt som om vejret (det regnede jo stadig) og forholdene havde taget lidt af konkurrencestemningen. Jeg kom stille og roligt op til Erik, og kunne se Nissen og Bundgaard længere oppe.Jeg kørte et jævnt og stabilt pace op af stigningen, da jeg vidste at der var et meget stenet stykke, som krævede en hel del kræfter. Det var med at spare op til det. Som vi ramte stykket keglede folk rundt, særligt dem som havde siddet helt på grænsen op til. Erik og jeg kom fint udenom dem, bortset fra en enkelt gang, hvor en gut smed sin pedal ind i mit hjul, hvorefter han prøvede at slæbe både mig og cykel op af bakken.

Den efterfølgende nedkørsel havde vi kørt dagen før, og jeg havde virkelig godt fat i den. Men sådan havde de forankørende det tydeligvis ikke, det var snailpace hele vejen ned, og jeg blev nok også lidt knotten over det. Men sådan er det bare nogen gange. Lige efter nedkørslen gik det direkte op igen, jeg havde ikke kørt denne opkørsel, men jeg vidste, at den var blandt de to længste stigninger. Jeg fik lidt at drikke i starten, og var faktisk lidt uopmærksom, for kort efter har Erik og gruppen et lille hul til mig. Jeg vurderede at jeg må finde mit eget pace op ad stigningen, hvilket også gik rigtig godt.

Inden vi når toppen kommer Bundgård op og vi kører sammen med en nordmand og australier. Jeg føler mig lidt fanget i gruppen, når vi rammer de tekniske stykker, kan ikke rigtig udnytte det flow jeg har. Jeg presser på for at komme forrest, og det lykkedes også lige inden nedkørslen. Jeg rammer den rigtig godt og har virkelig god fart i cyklen, i bunden er der desværre endnu kø, men nu føler jeg endelig, at der sker noget. Kort tid efter ser jeg Nissen stå og tisse, han konstaterer, at han hverken har gear eller bremser. Da jeg følte, det gik rigtig godt lige her, fik han en kæk bemærkning med på vejen om, at han selvfølgelig ikke skulle bruge bremserne.

Med mudder på Garmin displayet havde jeg ingen idé om at hvor lang tid jeg havde kørt. Tørrer mudderet væk, og tænker kort inden, at jeg i hvert fald må have kørt over halvdelen. Uret står på 1.59, og med en forventet sluttid på 5 timer, var der pænt langt igen. Men jeg var optimistisk, for benene kørte bare af sted.

Den næste time forløber også fornuftigt, og gennem hele første halvdel af løbet fornemmer jeg, at det hele virkelig kører godt. Min krop er frisk, jeg holder hele tiden hovedet koldt, særligt når det går nedad. Her ved jeg, at det nok skal blive en rigtig god dag.
Jeg når knap nok at tænke tanken færdig før Thomas og jeg sammen med to andre kører forkert. Vi bliver ikke ledt ind på sporet fra en asfaltvej. Vi kører derimod helt i bunden til byen, før vi finder ud af, at vi er kørt forkert. Hver eneste celle i min krop raser og jeg er ved at eksplodere! Der er kun en vej, og det er TILBAGE! Op af stigningen igen og ind på sporet, vi tabte ca. 20-25 min og en hel del kræfter. En ting er dog helt sikkert! Jeg har ikke kørt 1100 km herned for at udgå, og jeg får heldigvis vendt mine aggressioner ud i pedalerne.

Succeskriteriet skiftede herfra til bare at komme igennem. Australieren som også var kørt forkert, virkede noget modløs. Men vi var enige om, at det var sjovt at give den gas nedad, så det blev motivationen derfra. Anden halvdel af løbet var faktisk lidt sløret for mig, det føltes som en endeløs skiften mellem at løbe med cyklen, rengøring af cyklen og engang imellem også cykle på den. Det med rengøringen fortjener lige en forklaring. En særlig leret sektion, hvor der skulle trækkes pakkede både forgaffel og bagstag til i en sådan grad, at begge hjul blokerede, mens jeg trak den. Et skridt tilbage for at få mudderet ud, så kunne man lige trække den 10 meter igen inden hjulene endnu engang blokerede. Det var jævnt deprimerende, men sektionen var heldigvis ikke så lang.

En anden grund til at sidste del virkede sløret, kan også have noget med at gøre, at jeg næsten ikke kunne se noget de sidste 30 km. Grus, skidt, mudder og jeg ved ikke hvad, sad godt snasket til i øjnene, og flere gange kunne man kun lige se lidt ud af det ene øje. Sidste feedzone var det også nødvendigt at stoppe op og få renset øjnene så godt man kunne og samtidigt få lidt frisk olie på kæden.

Placeringen som 69 var ikke ligefrem prangende, men når jeg tager tidstabet med i betragtningen, var det nu helt ok. Kriterierne for succes ændrede sig ikke kun i dagene op til, men også under løbet. Det følte jeg var nødvendigt for at kunne få en god oplevelse og et godt løb ud af det. Selvom de fleste nok kunne have været sådan en oplevelse foruden, så bliver det nok for mit eget vedkommende, et af de løb, hvor jeg tænker tilbage på at uanset hvor surt det er, og hvor langt bagud man er, så er der altid en motivation og tilfredsstillelse i at gennemføre. Så selv med en mindre tilfredsstillende placering, sidder man alligevel tilbage med en god fornemmelse, og nogle erfaringer som jeg kan bygge videre på.

Claus Crone fra teamet havde en særdeles god dag, og han bliver nr 29 i et meget stærkt felt.

Som en sidebemærkning skal det nævnes at Mads Bødkers tilstedeværelse var rigtig positiv. Han var organiseret og havde styr på de vigtige ting. Det gjorde, at der var lidt mere tid til at slappe af i dagene op til løbet. Derudover fik han organiseret vand i feedzonerne helt perfekt, jeg manglede i hvert fald ikke noget. Så alt i alt var jeg meget tilfreds med at Mads var til stede, det var uden tvivl en stor hjælp på en dag hvor udfordringerne var store nok.

Til sidst et stort tillykke til Annika, det var virkelig sejt, særligt under disse forhold, at tage den stribede trøje for anden gang i træk.

/Martin