The missing link!

Vi drog mod Silkeborg lørdag eftermiddag, for at teste ruten til søndagens SRAM Liga løb. Sidste år blev der kørt DM på ruten, som i øvrigt var meget pløret, hvor jeg sprang snøren i min sko efter en rigtig fornuftig første omgang, så var det lidt op af bakke derfra.
Denne søndag blev dog kørt i rigtig godt vejr, og arrangørerne havde gjort lidt ekstra ud af ruten, som var spændende, og samtidigt havde lidt af det hele.

Vi stod klar på stregen… Kør! Sagde kommissæren, og vi satte af sted, faktisk ikke i vildt hæsblæsende tempo for en gangs skyld. Men efter 5 meter lå min kæde pludselig på jorden… Lidt underligt tænkte jeg, skiftede hverken gear eller trådte specielt hårdt. Fik hentet kæden igen, og hev hurtigt et halvt værksted frem fra baglommerne. Heldigvis var det selve linket som var gået i stykker, hvordan har jeg stadig ingen idé om. Men som jeg fik det samlet og gjort mig klar, var B-feltet lige sendt af sted, hvilket betød jeg var sat med ca 2 minutter i forhold til A-feltet… Jeg har følt mig bedre og bedre kørende den sidste tid, så humøret var helt klart til en god udfordring, og at give landets hurtigste ryttere et forspring på et par minutter, må så være den ultimative udfordring. 😀
Den første halve omgang var led, kunne nærmest mærke mælken på vej ud af porerne. Men de efterfølgende runder føltes mere jævne. Undervejs var det udfordrende at holde motivationen oppe, men som jeg hentede flere og flere ryttere, blev det lettere at holde sig kørende. Det blev til en 8. plads, hvilket var helt ok, taget starten i betragtning. Uden at have set noget som helst til fronten, kan jeg konstatere at resten af teamet har haft en rigtig god dag, Morten bliver 5´er og Thomas 4´er med kun en lille margen op til Benjamin, stærkt kørt!
For mit eget vedkommende er der dømt revanche i Varde :)

/Martin