Rutetjek Sramliga #1

Rutetjek Sramliga #1

I søndags drog DMK Fyn delegationen til Silkeborg, formålet var at få kørt ruten til den første afdeling af SRAMLigaen. Underlaget var helt perfekt, og det bliver nok ikke mere tørt end det var i søndags. Men vejrudsigten for den kommende uge gør det svært at gætte på underlagets beskaffenhed, når starten går. Jeg beholder indtil videre mit Ground Control 2.1 S-works på foran, det er et absolut fantastisk dæk, og jeg stiller til enhver tid min lid til det under alle slags forhold.

Vi startede dagen med en rolig runde, hvor vi fokuserede på detaljerne omkring valg af linjerne. Det fungerede rigtig godt, og de efterfølgende runder blev kørt med Vikingen Skovgaard i et solidt subAT/AT tempo, hvor jeg selv følte, at jeg havde styr på hele ruten. Bakkerne var umiddelbart lidt længere end jeg huskede. Men de sidste par ugers træning i Vissenbjerg har uden tvivl hærdet min mentalitet, når det går opad. Så selvom bakkerne virkede længere end sidst, så følte jeg mig rigtig godt tilpas på stigningerne. Om det bliver med samme fornemmelse på søndag, er jeg rigtig spændt på. 😀

Selvom jeg tidligere på foråret har siddet med en lidt flad fornemmelse, primært fordi jeg ikke følte særlig stor formfremgang, så lader det måske alligevel til, at både form og friskhed springer frem ligesom sæsonstarten tager form. Intet er naturligvis givet på forhånd, men umiddelbart er jeg godt tilfreds med hvor jeg er lige pt. Nu gælder det bare om at nyde de næste par spændende løb der kommer. :)

/Martin