H12 samt SRAM Liga Roskilde

Denne weekend lagde op til en seriøs omgang AT-niveau. Lørdag morgen blev lejren sat op til de 12 timer på nordsjælland. Team Webike/DMK havde stillet med alle 8 ryttere fordelt på 2 hold. Juniorholdet var særdeles stærkt, og svære at vippe af pinden. Vi (Bundgaard, Overgaard, Bregnhøj og undertegnede) satte fokus på 2. pladsen i stedet. Undervejs fik vi en løs krank, som kostede en del tid. Men vi fik hentet det stille og roligt med stabile tider fra hele holdet, og med lidt over en time tilbage, kunne vi indtage 2. pladsen igen og holde den til mål. Juniorholdet tog selvfølgelig 1. pladsen, så uden tvivl en god weekend for teamet.

Efter præmieoverrækkelsen var det hurtigt til Valby, hvor jeg skulle overnatte. Det gjaldt bare om at slappe så meget af som muligt, inden benene og hjertet igen skulle i gang i Roskilde.

Jeg har tidligere kørt en Dustcup i Roskilde på det meste af løbsruten, og jeg følte mig ikke ligefrem flyvende dengang. Der var derfor lagt op til en revanche på sporet.

Det var en meget afslappet startopstilling, men tror nu alle stod hvor de skulle, så ingen bekymring der. Som vi blev skudt af sted, fornemmede jeg fra start rimelig fornuftige ben. De var ikke friske overhovedet, men kunne mærke at formen var rigtig fornuftig. På den sidste del af løbet, kom Kasper O op og forbi, men jeg havde nok holdt et mere jævnt tempo. Det betød at jeg kunne fange ham igen på udgangen til sidste omgang, hvor jeg havde fornuftig energi, taget det hele i betragtning.

Det ender med en 10. plads som jeg egentlig er tilfreds med, taget H12 i betragtningen. Næste udfordring finder sted allerede på onsdag, hvor turen går til Bornholm. 😀 Det bliver seriøst fedt!!!

/Martin