Træning i Nice!

Træning i Nice!

Endelig kom vi retur til de varmere himmelstrøg. Det har også været starten på træningen og dermed forberedelserne til sæsonen 2016. Da Team Webike/DMK er lukket, har jeg været på jagt efter et nyt team. Indtil videre er der ikke noget på plads, men træningen fortsætter jo alligevel.

Netop træningen er, hvad indlægget handler om. Jeg har fokuseret på, at udforske området lidt nærmere. Som de fleste gange begynder turen nede ved havnen hos Cafe Du Cycliste. De tilbyder klart byens bedste espresso i en dejlig atmosfære.

CafeduCycliste

Jeg starter med at granske det store Michelin-kort på cafeen og forsøger på bedste vis at huske byerne, jeg skal ramme undervejs. Listen er heldigvis til at overskue denne gang: Eze – Cap d’Ail – Monaco – Menton – Sainte Agnés – Peille – La Turbie. Visuelt er det op ad den første lokale stigning (Col d’Eze) og derfra ned til kysten og videre til Monaco og mod den italienske grænse. Ved Menton kører jeg direkte ind i landet og starter på en god stigning op mod Col de la Madone (927m). Undervejs er jeg presset flere steder pga. min alt for høje gearing 53/39. Lige som målet er i sigte, kører jeg forkert! I stedet for at køre op ad det sidste stykke af bjerget, kører jeg nu udenom på bagsiden. I min ærgelse over, at jeg ikke fik stigningen helt til toppen, må jeg nu også finde en ny vej hjem. Der går dog ikke længe, før skiltet til Peille viser sig.

LaTurbie

Mens jeg ruller roligt langs den kolde og mørke bjergside, møder jeg 3 løse hunde. Jeg havde ikke set nogen huse længe, så jeg var en anelse urolig, da de kom luntende hen imod mig. Jeg kom heldigvis forbi dem uden problemer, og som bonus fik jeg lige et par ekstra slag på pulsen!

Eze

Efter mødet med hundene går det ikke ret meget opad mere, og jeg coaster ellers nedad retur til kysten igen. Lige inden jeg er hjemme, kommer jeg til opkørslen Col d’Eze igen. Jeg kan vælge at køre direkte hjem, men beslutter mig for at køre den alligevel. Fordi jeg bare ikke kan lade vær. Denne korte men stejle stigning sætter mig igen under pres pga. gearingen. Det føles som en ond styrketræningen hele vejen op. Selvom det er hårdt, nyder jeg det alligevel. Da jeg når toppen, kan jeg stille og roligt rulle nedad til lejligheden. En skøn tur på ca. 3,5 time i en flot natur! Men næste gang SKAL jeg have Col de la Madone! 😀

/Martin

 

Roc D’azur 2015

Roc D’azur 2015

Bloggen har stået stille i en længere tid desværre, men henover den næste periode garanterer jeg langt flere regelmæssige opdateringer.

Turen gik til Nice for nogle uger, hvor vi bliver boende for den næste periode. Derfor vil de kommende indlæg bære præg af de spor og ruter, som findes i området omkring Nice, både fra landevejen og singletracket!

Første event var det populære Roc D’azur i Frejus tæt ved Nice. Her kan man køre et helt væld af discpliner herunder; enduro, marathon, triathlon, xco og tilmed tandem!

Jeg var kun tilmeldt marathon distancen i år. I dagene op til fik jeg kørt de første 25 km et par gange, og følte mig ret godt tilpas på ruten. Starten gik fredag kl 8, og den sædvanlige morgenrutine med havregrød og mokkapot i bedste camping-stil gjorde underværker.

Da starten gik med tilhørende techno-musik var det som altid all-out i 30 sekunder. Efter et lille break på få sekunder, var det all-out igen. Sådan foregik det ellers de første 5-8 km, det var først da vi ramte de første stigninger efter 10 km, at der kom lidt mere ro over feltet.

97f80

Benene og hovedet fungerede i en god harmoni, og jeg følte mig stærk i den første del af løbet. Velvidende at der var mange kilometer samt højdemeter endnu, forsøgte jeg at holde en anelse igen. Lidt over halvvejs i løbet kommer vi til singletracks med ret mange store sten. Jeg får desværre skadet min ene pedal tilstrækkeligt til, at jeg kun med meget besvær kunne klikke i igen. Det udfordrede flowet en hel del, da der var mange passager, hvor man skulle af cyklen og på igen kort efter. Sidste tredjedel af løbet mistede jeg en del placeringer, da jeg måtte løbe lange sektioner. Humøret og energien var dog stadig intakt, dette skyldes klart den fantastiske udsigt undervejs kombineret med det særdeles fede singletrack!

På den sidste strækning inden mål formår jeg heldigvis at køre mig helt i hegnet, og kørt før mål slipper jeg heller ikke for et par kramper i baglåret. Resultatmæssigt følte jeg, at formen var til mere, men på dagen blev det til en 43. plads i et skarpt felt – Tallene er som følger: 4.25 hrs, 307w (NP), 2280 hm, 84 km. Dette var det sidste licensløb for 2015, og den næste tid byder på lange træningspas i det bjergrige området af Provence-Alpes-Côte d’Azur.

/Martin

 

På togtur i Viborg

På togtur i Viborg

Viborg var vært for sæsonens første Ligaløb i 2015. Jeg kan derfor starte med den rosende del, for det var godt nok et fuldstændigt gennemført arrangement. Der var tydeligvis styr på alle aspekter, og en stor ros går til alle de involverede parter, lige fra løbsledelsen, kommissærerne, tidstagningen og arrangørerne til alle de frivillige samt tilskuerne som var med til at gøre starten på Liga-sæsonen til en særdeles god oplevelse. Med gode rammer er det altid lettere at præstere.

Weekenden startede om lørdagen til rutetjek, hvor jeg fik kørt nogle gode runder med Giant-drengene. Jeg kunne stille og roligt mærke, hvordan spændingen steg igennem lørdagen og søndagen, og da det endelig blev tid til start, var jeg klar til at tænde op i alle turbiner.

Foto: M. Kunzendorf

Som starten gik op ad den noget ujævne græsmark, fik jeg ikke helt klemt mig med i top12, men lige inden singletracket startede, sad jeg lige deromkring. I modsætning til Vejle, hvor jeg brændte alt krudtet af i starten og døde, fandt jeg heldigvis det helt rette tempo fra start af denne gang. Pacman-taktikken var i effekt, og jeg kom stille og roligt fremad. Efter et par omgange sidder jeg med de stærke teammates Anders og Niels og vi kører et solidt Webike-tog derfra.

Foto: M. Bech

På andensidste omgang har jeg dog lidt ekstra energi, og beslutter mig for at sætte pres på. På sidste omgang sidder Niels og jeg tilbage i en battle om 4.-pladsen, og der er selvfølgelig ingen, der vil give sig uden kamp. Vi kører og rykker på hinanden op til flere gange, og jeg får endda min maxpuls i hele løbet på den sidste omgang, som også var den hurtigste i øvrigt. Men Niels når LIGE akkurat at klemme cyklen forbi i sidste sving inden dropnedkørslen. Derfra er det svært at gøre nogen forskel, og jeg kører tilfreds i mål som nr 5.

Med fare for at starte en global diskussion kommer her lidt tal! 😀 Til løbet i Vejle ugen før var tallene ikke særlig skarpe med 286w/347w (Avg/NP) på 1.33 – Hvilket havde gjort mig en anelse nervøs op til denne weekend. Følelsen var dog helt rigtig på dagen alligevel og tallene for Viborg blev 304w/373w (Avg/NP). Dette gav en intensitetsfaktor på 0.963, hvilket er meget tilfredsstillende i et løb på 1.45 time, og samtidigt falder det rigtig godt i tråd med de tests, jeg har foretaget tidligere på året.

Motivationen har fået et hak opad, som vi går ind i næste periode med flere gode løb. Fokus bliver helt klart næste Ligaløb i Kolding, indtil da benhård træning!

/Martin

 

Klar parat start!!!

Klar parat start!!!

Bloggens sidste indlæg var om det sidste SRAMLiga løb i 2014, meget passende kan jeg lægge ud med det første SRAMLiga løb i 2015. Jeg så gerne, at der havde været langt flere indlæg hen over vinteren, men tiden har bare ikke været til det.
Et af de mere interessante indslag hen over vinteren har været udvidelsen af udstyrsfronten med en Quarq XX1 wattmåler. Jeg indrømmer gerne, at det til dels er lidt af en lire-effekt. Men hvis man bruger dataene efter hensigten, er der nogle interessante betragtninger at iagttage. Lige for tiden er jeg i gang med nogle felt-tests, hvor jeg sammenligner Stumpjumperen og Epic´en på forskellige type ruter i forbindelse tid, watt og kørselsøkonomi. Mere om det når jeg har nok data til en helt uvidenskabelig beretning.

Som et lille sidespring synes jeg personligt, at watt-tal og tal generelt er vanvittigt fascinerende. Derfor ærgrer det mig en smule med den tabu, som foreligger omkring offentliggørelsen af watt-værdier generelt. Jeg vil langt hellere have, at folk er så åbne som muligt omkring deres værdier. Ikke fordi det giver mig en fordel, fordi det gør det absolut ikke, men derimod fordi det er interessant! Mountainbike er jo heldigvis langt mere end bare tal og absolutte værdier, hvilket netop også er det, som gør sporten så interessant og til tider uforudsigelig.

Nå, videre til weekendens fokus! Sidste år til løbet i Viborg havde jeg en hård dag på kontoret, og bare det at gennemføre var lidt af en sejr. Grundene hertil vil jeg ikke kede nogen med, men i år satser jeg på at gøre en bedre figur, og i det mindste have det lidt sjovere end sidst. 😀

Den officielle sæsonstart startede jo egentlig i Vejle sidste weekend. Debutten var også helt fin, med en hæsblæsende start hvor jeg fik kørt lidt over evne på første omgang. Men det var vildt sjovt så længe det varede, desværre gik luften lidt af ballonen efterfølgende, og jeg var lidt for lang tid om at finde mit tempo igen. Det er heldigvis en lektie lært til på søndag – måske…

I år har vi været så heldige at have både en hardtail og en fully tilrådighed. Det er fantastisk med den support fra alle vores sponsorer, som betyder, at hele udstyrsfronten er i absolut verdensklasse, om end det er service, cykler, tøj eller energi.

Med spænding i maven er der dog kun én ting, man kan være sikker på, og det er at niveauet i feltet på søndag bliver tårnhøjt, og man må skulle forvente at arbejde benhårdt for hvér en millimeter! Det i sig selv er jo også vildt sjovt 😀

Vi ses i Viborg

/Martin

2014 Done!

2014 Done!

SRAMLiga afslutning!
Sidste weekend kørte vi sæsonens sidste licensløb på de brede dæk. Optakten var ikke helt som jeg havde ventet, i det jeg lå med influenza fra søndag til fredag aften. Set i bakspejlet tror jeg nu, det var helt fint med en lille uge helt væk fra træningen. Sæsonen har været lang og motivationen for at træne hårdt og køre licensløb er efterhånden ved at dale. Det betød så, at jeg fik lidt mere ro på i ugen op til, og lysten til at tage til Holte blev bedre for hver dag der gik heldigvis. Da lørdagen kom var den manglende motivationen dog helt væk. Sporet var nemlig rigtig sjovt, med mange fede detaljer på. Derudover var jeg i godt selskab hos Kasper ‘Sjanten’ Overgaard weekenden over. Selve løbet gik nok bedre end jeg havde turde håbe på, taget den forgangne uge i betragtning. Jeg fik en ret solid start og fandt derefter ind i mit eget tempo. Dog blev det lige mageligt på et tidspunkt og folk kom blæsende bagfra. Jeg måtte derfor lige op og mærke smerten, for at komme en anelse tilbage i løbet igen. Det endte med en 7. plads, som var helt ok.

alternate text

Photo: Jeff Ravn

Marathon double!
Nu hvor sidste løb er kørt, betyder det dog ikke helt pause endnu. Der kommer et par hyggelige marathon-races de næste to uger, herunder Prison Break samt Kongesporet. Det er to løb hvor oplevelsen er langt mere i centrum end resultatet, og det ser jeg frem til.

alternate text

Photo: GripGrab

Når efteråret stille og roligt bliver til vinter, kommer det uundgåelige mudder og generelt dårlige vejr. Men regn er jo egentlig ok, hvis man har et lækker sæt regntøj. Det samme kan man sige om cross-cyklen, at den fungerer bedst i sit rette element, som jo er ankeldybt mudder. Derfor har jeg lidt lettere ved at komme igennem vinteren, hvis jeg sidder på en cykel, som nærmest er beregnet til vinterkørsel. Selvfølgelig synes jeg, at mountainbike er fedt om vinteren, men cross er bare lidt sjovere og ofte et tiltrængt skridt væk fra mtb´en.

alternate text

Photo: Mikkel Bech

Umiddelbart har jeg snydt lidt og allerede kørt mit første crossløb, som foregik i Århus. Ovenfor kan man få en lille smag for hvordan de arrangerer cykelcross på Århus cykelbane. Det var uden tvivl det fedeste og mest stemningsfyldt crossløb, jeg nogensinde har prøvet. Mere af det!

/Martin

Debut i Solo-klassen / SOF Challenge

Debut i Solo-klassen / SOF Challenge

Efter DM i xco ventede der en rolig periode. Tankerne og kroppen fik lidt ro og en god mental opladning til den næste træningsblok op mod DM i marathon. De sidste to uger har budt på lange ture både tidlig morgen og aften. Selvom jeg har haft en del timer på cyklen, har jeg slet ikke følt mig sådan rigtig træt endnu. Træningen har foregået primært på sydsporet i Langesø, som har mange ligheder med DM-sporet i Slettestrand.

I torsdags fik jeg dog muligheden for at køre SOF Challenge i Charlottenlund. Jeg kendte ikke rigtig til løbet, men jeg fik en plads i solo-klassen og kastede mig lidt blindt ud i denne udfordring. Tidligere har jeg rystet lidt på hovedet af de soloryttere. De var ikke rigtig kloge og med en appetit for smerte i længere tid. Men mine tidligere erfaringer omkring min fysik, fortæller mig, at jeg nok er rimelig fornuftigt stillet til denne type længere udholdenhedsudfordringer.

alternate text

Photo: SonnMedia

Lørdag morgen ringede vækkeuret kl 4.50, og temmelig groggy fikser jeg et par lækre espressoshots til at starte dagen på. Fuldstændig rookie på dette område, pakker jeg alt for mange ting, som jeg naturligvis ikke får brug for. Inden starten får jeg lige hilst på konkurreterne herunder Henrik A. og Benjamin J. Det er uden tvivl et par stærke herrer på distancen, så det gjaldt om at være klog undervejs.

De første 3 timer foregår meget hektisk for mig. Indledningsvis er der ikke helt styr på ruten, så vi tager lige nogle runder på travbanen i stedet. Men vi kommer endelig af sted og ind i skoven. Tempoet er rimelig højt fra start, men jeg kan mærke, at kroppen har det rigtig godt. Jeg bruger lidt uhensigtmæssig tid på at samle vandflasker op de første to timer, og jeg må derfor lukke et par huller undervejs. Lige omkring 3 timer sidder vi tre stadig sammen, men lige efter målportalen stopper både Henrik og Benjamin for at tage nye flasker. Jeg får derfor lige pludselig 10-15 sekunder og beslutter for at holde en anelse mere gas på rundt om travbanen. Den ene langside var i stiv modvind, så jeg ville gerne undgå, at de kunne sidde på hjul der.

alternate text

Photo: SonnMedia

De næste to timer fortsætter jeg tempoet fra, hvor jeg fik hullet. Kroppen har det virkelig godt, og trangen til at give den mere gas er stor. Men jeg må bare holde igen, da jeg kun var lidt over halvvejs her.

Timerne fra 5-8 foregår i en blanding af småregn, sol og kraftigt skybrud, det gjorde det til tider svært at holde sig på ruten og svært bare at se ud af brillerne. Motivationen daler derfor en smule, og det sjove er ved at fortage sig gradvist. Men så ringer min kæreste til mig. 😀 Jeg har fra start haft musik i ørene fra min iphone, og lige pludselig ringer telefonen. Idet ruten var ret ukompliceret og ligetil, var det ikke noget problem at tale sammen. Jeg fik meldinger omkring afstanden til Henrik, som heldigvis øgede sig hele tiden stille og roligt. Derudover fik jeg et par rigtig gode peptalks de sidste par timer. 😀

Lidt uventet løb jeg af med sejren i et løb jeg slet ikke havde forberedt mig på. Det giver uden tvivl lidt mere blod på tanden hen imod næste uges DM i marathon.

/Martin