Bornholm Stage Race

Turen til Bornholm gik fint, Audi’en var måske en anelse presset med 4 juniorer på bagsædet, men det var heldigvis kun til Herlev. Vi boede i nogle små hyggelige hytter og maden som kom udefra, var virkelig lækker. Det lagde op til nogle dage, hvor vi kun skulle cykle, hygge og slappe af. Det havde både Tabitha og jeg glædet os rigtig meget til. 😀

1. etape – Jeg kom til at stå helt bagerst i boksen, ikke at der var mange med. Men det betød at jeg virkelig skulle arbejde på det første grusstykke, for at komme frem inden singletracket. det gik fint, jeg lå ca 4 som vi ramte skoven. Desværre var Benjamin og Casper allerede stukket af. Min plan var at prøve at hænge på, og så se hvad det holdt til. Men det var så ikke en mulighed lige der. Vi dannede hurtigt en god gruppe med Kasper O, Tarp, Niklas x 2 og undertegnede. Vi holdt et fornuftigt tempo egentlig. Men pludselig kom Erik og ødelagde det fuldstændigt 😀 Kun Kasper og jeg sad med, og vi fulgtes stort set resten af vejen. Kasper lavede en mindre kørefejl på sidste omgang, som betød han røg af vores gruppe. Men Erik og jeg sad stadig og tonsede derudaf. I et listigt og planlagt sving fra min side tog jeg en anden bane, som betød jeg kom først på det næste stykke. Herfra fik den virkelig fuld skrald fra både Erik og jeg. Jeg kunne få et lille hul på nogle få meter, som jeg holdt hele vejen til mål, hvor jeg kom ind som nr 3. Det overraskende var dog, at vi havde hentet godt ind på de forreste, og vi kom ind kun 9 sekunder efter Casper med ca 30-40 sekunder mere op til Benjamin.

2. etape – I dag var det enkeltstart, en disciplin jeg ikke tidligere har prøvet. Jeg var derfor rigtig spændt på at prøve det af. Havde rullerne med for at give mig de bedst forhold. Jeg fik kørt ruten et par gange, den bestod af en lang opkørsel i et stenbrud, derefter lidt fladt for til sidste at køre lækker singletrack nedaf. Det ville blive ca 25 min i rød zone. :)

Første af de to omgange gik klart bedst. Jeg var startet 1 min efter Erik, og allerede på første stigning havde jeg hentet 20 sekunder. Men derfra går det faktisk bare langsommere og langsommere. Jeg taber igen de 20, og næsten et minut mere yderligere. Derudover havde jeg en jagtende Casper bagfra. Jeg ender med den 4. bedst tid, og var egentlig ikke helt tilfreds. Nu sad jeg på en samlet 4. plads med ca 35 sekunder på til nr 3 Erik.

3. etape – I dag var lange runder ud og vende omkring Hammershus. Som vi startede satte Giant duoen tempo på, jeg overvejede længe at lukke hullet, fordi min krop havde det virkelig godt. Men jeg skulle jo også tænke på selve løbet som en helhed, så jeg bakkede af og holdt mig med Niklas P og Erik. Som vi kom til sidste nedkørsel til mål, havde Erik fået et hul. Jeg kunne ikke helt få det lukket, så Niklas og jeg kørte et godt samarbejde resten af tiden, hvor Niklas kørte fra på den sidste del af sidste omgang. Det endte med en 5. plads på dagens etape og 4. samlet.

Det har været en rigtig fed tur, hvor jeg stadig fornemmer at formen bliver bedre og bedre. Næste udfordring er marathon i Århus og motionsløb i Varde, hvor der skal køres på ligaruten.

/Martin